Person:Per Vottanes (1)

'Vottaneskrok-dommen'Per vant saken i Høyesterett

Rettstidende-1875-108

INSTANS: Høyesterett - dom. DATO: 1875-01-23 PUBLISERT: Rt-1875-108

SAMMENDRAG: Antaget, at 3-12-2 er anvendelig paa hævd ogsaa fra Alminding, der ikke længer er i Kongens Eie. Tvivlsomt Spørgsmaal om Fordringerne til Beviset for bona fides hos en Hævder. Henvisninger: lov-1687-04-15-3-12-2, SAKSGANG: L.Nr. 19/1 1875 PARTER: Peder Olsen Vaattenæsset (Heyerdahl) mod Skiagers Almindingsbestyrelse (Birch-Reichenwald). FORFATTER: Lambrechts, Blich, Saxlund, Hallager, A. Thomle, Hansteen og Justitiarius Meldahl

Henvisninger

      Assessor Lambrechts: Ved Skjøde af 22 Jan. 1798 overdrog Bernt Anker til Almuen i Skiagers Annex til Lom den ham tilhørende Nordherredsmarkens Alminding sammesteds med Undtagelse af visse i Skjødet opregnede af ham førhen solgte Pladse, hvoriblandt nævnes den her i Sagen omhandlede Vaattenæskrogen. Denne Plads var allerede ved Skjøde af 21 August 1790 af Bernt Anker solgt til Rasmus Olsen Aamodt og blev ved Skjøde af 17 Mai 1802 af denne afhændet til Jon Jonsen Hallemark. Efter hans Død besades Pladsen af hans Enkee, Barbro Rasmusdatter. I den Sidstes Tid blev Pladsen i mange Aar dreven af hendes Svigersøn, Ole Pedersen, og anføres det, at denne i den Tid, han saaledes havde Brugen af Pladsen for sin Svigermoder, opryddede en tilstødende Strækning, der senere er gaaet over til en særegen Plads og givet Navnet Øvre Vaattenæsset og er den her i denne Sag omhandlede Procesgjenstand.Efter Proceduren er det paa det Rene, at denne Strækning er indtaget fra Norherredsmarkens Alminding. Ved Skjøde af 2 Mai 1849 overdrog Barbro Rasmusdatter til "sin Dattersøn John Olsen", en "Søn af den nævnte Ole Pedersen", Vaattenæskrogen med Anførsel i Skjødet om, af heri ogsaa indbefattedes den Del, som Ole Pedersen under sin Brug af Eiendommen havde opryddet; i Skjødet blev, foruden en Kjøbesum i Penge, betinget, at Kjøberen skulde skaffe Sælgersken,Bedstemoderen Barbro, og hendes Svigersøn, Ole Pedersen med Hustru, varmt Hus til deres Dødsdag, hvorhos det siges, at til Bekræftelse paa, at den af nævnte Ole Pedersen opdyrkede Del ogsaa indbefattes i Gjenstanden for Skjøbet, er det underskrevet, foruden af Barbro Rasmusdatter, af Ole Pedersen, eller, som han i Underskriften kalder sig, Ole Pedersen Vattenæskrogen. Ved et Salgdokument af 23 Aug. 1850 har derefter John Olsen overdraget, som det heder, sin Ret ifølge Skjøbet til den af hans Fader anlagte og opryddede Del af Pladsen Vattenæs paa samme Maade, som han, Udstederen af Salgsdokumentet, efter Skjødet havde erholdt den af sin Fader, til "sin Broder Peder Olsen, Appellanten for Høiesteret", mod at denne skulde forsørge Forældrene med varmt Hus m. V. til deres Dødsag, foruden at overtage en Afgift til Gaarden Schjeldquale. Peder Olsen har med denne Hjemmel havt den ham saaledes overdragne Plads, der, som sagt, nu benævnes Øvre Vaattenæsset, uden Indsigelse fra Almindingsbestyrelsens Side og uden Afgift, indtil Almindingens Bestyrelse i 1871 indkaldte ham til Forligelseskommissionen for at faa Forligsprøve anstillet om, at han enten skulde erlægge en aarlig Afgift af Pladsen eller fravige den under Udkastelsestvang. Da Forlig ikke blev indgaaet, anlagde derefter Skiagers Almindingsbestyrelse ved "Fanejunker R. Bræk og Sølfæst R. Gjellaug" Aastedssag mod ham i samme Aar med Paastand om Fravigelse af Pladsen og Tilkjendelse af Procesomkostninger, medens Indstevnte, Peder Olsen, paastod Frifindelse. Ved Underretsdom, afsagt af Sorenskriveren i Nordre Gudbrandsdalen ved hans edsvorne Fuldmægtig og Meddomsmænd 1 Mai 1872 blev Peder Olsen Vaattenæsset for Citantskabet, Fanejunker R. Bræk og Sølfæst R. Gjellaug paa Skiagers Almindingsbestyrelses Vegne, dets Tiltale i Sagen frifunden, hvorhos Processens Omkostninger ophævedes. Denne Dom blev af Almindingsbestyrelse paanket til Overetten, hvor Peder Olsen efter erholdet Beneficium mødte ved befalet Sagfører, "Overettssagfører H. A. Juell", og ved Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdelings Dom af 17 Novbr. 1873 blev kjendt for Ret, at Peder Olsen Vaattenæsset under Udkastelsestvang til Lovens første Faredag, som indtraf 8 Uger efter Dommens lovlige Forkyndelse, skulde erlægge til Nordherredsmarkens Alminding og fravige og ryddiggjøre sin paaboende Plads øvre Vaattenæsset. Processens Omkostninger for begge Retter ophævdes, hvorhos den befalede Sagfører tilkjendtes i Salar 20 Spd., at udredes af Statskassen. Denne Dom har "Peder Olsen Vaattenæsset" efter meddelt Beneficium ved "sin befalede Sagfører, Advokat Heyerdahl", ved Stevning af 23 Juli f. A. indanket her til Retten, hvor han har nedlagt saadan Paastand, at Underrettens Dom stadfæstes, og at Skiager Almindingsbestyrelse tilpligtes at betale Sagens Omkostninger for Overretten og Høiesteret, derunder Salarier til den ved Overretten befalede Sagfører, og til den befalede Sagfører ved Høiesteret, hvilke Salarier in subsidum paastaaes tilkjendte hos Statskassen. Indstevnte, Skiagers Almindingsbestyrelse, har taget til Gjenmæle og paastaaet, at Skiftsoverrettens Dom stadfæstes og at Appellanten tilpligtes at betale Indstevnte Sagens Omkostninger for Høiesteret.
      Jeg skal foreløbig nævne, at der i Overrettens Dom er vakt Spørgsmaal, om Afvisning skulde finde Sted, fordi den foran nævnte John Olsen ikke er stevnt, et Spørgsmaal, som Overretten har besvaret benægtende, men som forøvrigt ikke er inhæreret ved Høiesteret. Til nogen Afvisning ex officio forekommer det mig med Overretten, at der ikke er nogen Føie efter de allerede nævnte faktiske Omstændigheder betræffende John Olsens Forhold til Pladsen.
      Som sagt, det er in confesso, at den omprocederede Plads, Øvre Vaattenæsset, i sin Tid er indlagt fra Almindingen, i hvilken den gamle Plads Vaattenæskrogen er beliggende, og at den er indlagt af Appellantens Fader, Ole Pedersen, i den Tid, han brugte Vaattenæskrogen for sin Svigermoder, der havde Hjemmel paa Pladsen og var boende der. I hvilket Aar den Strækning, som nu danner Pladsen Øvre Vaattenæset, er indlagt fra Almindingen, er ikke oplyst, men det er paa det Rene, at det dog er mindst 30 Aar før Sagens Anlæg; et af Sagens Vidner, 3 Kontravidne, som blev afhørt i 1871, mener, at det da var " sikkert 40 Aar siden ". Det er af Appellanten anført, at hans Fader bebyggedePladsen. Dette er vistnok ikke erkjendt af Indstevnte, men at der blev opført særskilt Stue eller Huse paa den fra Almindingen indlagte Strækning, Øvre Vaattenæsset, kan dog sees saavel deraf, at Peder Olsen, da han i 1850 fik Pladsen overdraget af sin Broder John Olsen, paatog sig skaffe sine Forældre varmt Hus, som ogsaa deraf, at 2 Kontravidne i sit Prov nævner, at der paa Øvre Vaattenæsset er en Stue, hvorpaa er et Aarstal, som viser, at Stuen er ældre end 30 Aar. Almindingsbestyrelsen bestrider Appellantens Ret til at beholde Pladsen, fordi den er indlagt fra Almindingen, som det siges, uden al Hjemmel. Appellanten søger sin Berettigelse til at beholde den i Hævd. Appellantenselv har, efter hvad jeg allerede har nævnt, ikke havt Pladsen eller havt nogen personlig Hjemmel paa den før fra 1850, og da jeg i Overensstemmelse med den Anskuelse, som er udtalt af Høiesterets Pluralitet i Voteringen i den Sag, som findes indført i Rt-1870-29-46 og som paakjendtes 23 Novbr. 1896 (Ugeblad for Lovk. m. M. X. S. 45-59), antager, at L.'s 3-12-2 om, at "30 Aar maa til til Hævd paa Alminding, (eller Dele af saadan)", er anvendelig, selv om Almindingen ved kjøb er gaaet over til Privatmand eller ved Salg af denne til Bygden, maa efter min Mening Appellanten, for at komme til en tilendebragdt Hævd, paaberaade sig sine Formænds Besiddelsestid. Det er bestridt, at han til Udbringelse af Hævdsperioden kan nyde godt af sin Fader, Ole Pedersens, Besiddelse. (Hans umiddelbare Formand, John Olsen, besad, som det ligger i de af mig nævnte Aarstal, Pladsen kun en ganske kort Tid, nemlig fra 2 Mai 1849 til 23 Aug. 1850). Men jeg indser ikke, med hvilken Ret dette bestrides. Der tvistes vistnok mellem Parterne, om Ole Pedersen opryddede Øvre Vaattenæsset for sig selv eller for Vaattenæskrogen; men om han ogsaa antages at have opryddet denne Strækning til Fordel for Vaattenæskrogen, som han brugte for sin Svigermoder, der boede paa Pladsen, saa blev Strækningen dog indforlivet i den ældre Plads, og de Rettigheder, som Eiersken af denne havde til Strækningen, gik ved den senere Afhændelse selvfølgelig over paa Appellanten, der nu har den. At den forløbne Besiddelsestid, der, som nævnt, altsaa strækker sig ud over 30 Aar, ikke kan begrunde Hævd, finder Indstevnte fremgaar deraf, at den oprindelige Erhverver har været in mala fide [ond tro], idet han siges aabenbarligen at maatte have skjønnet, at det var et uberettiget Tiltag saaledes paa egen Haand uden Videre at bemægtige sig en Del af Almindingen og lægge den til Pladsen Vaattenæskrogen, der desuden, som Skjødet paa samme af 1790 viser, var en fuldstændig indgjærdet Plads. Og om man end ikke vil antage, siger Indstevnte, at Erhververen fra først af var in mala fide, saa har han dogsenere faaet et aldeles bestemt og tilstrækkeligt Varsko i den Retning, som fuldstændig maatte orientere ham med Hensyn til hans Forhold til den indlagte Strækning og betage ham bona fides for Fremtiden. Ved dette Sidste sigtes til, at der efter det dokumenterede under 14 Novbr. 1834, altsaa omtrentlig paa den Tid, da Indlægget fra Almindingen skede, antageligvis noget senere, men dog efter hvad der er oplyst, rimeligvis ikke mange Aar bagefter, blev, somdet heder, efter Bekjendtgjørelse ved Budstikkers Omsendelse holdt et Møde i Anledning af Nordherredsmarkens Almindings Regnskaber, hvorunder der bl. A. blev fattet følgende Beslutning: det skal " være enhver Eier eller Uvedkommende forbudt at gjøre nye Indhegninger i Almindingen, ligesom ogsaa at enhver, som har gjort Indhegninger, skal være forpligtet til at udkaste samme under ellers paafølgende Adfærd efter Loven, forsaavidt de ikke have med Hævd hjemlet den ". Indstevnte mener, at det fremgaar af Forholdets egen Natur, at Ole Pedersen ikke kan være bleven holdt i Uvidenhed om det i dette Møde Besluttede, og at, som nævnt, dette gjør det umuligt, at han efter den Tid kan have fortsat Besiddelsen i god Tro. Jeg tror ikke, at det af Indstevnte Anførte er tilstrækkeligt til at godgjøre, at de forløbne 30 Aars Besiddelse ikke skulde begrunde Hævd. Udenfor det Faktum, at Stykket i sin Tid er indlagt fra Almindingen, og at den omhandlede Beslutning af 14 Novbr. 1834 er fattet, er der intet særligt Datum paaberaabt for, at Ole Pedersen skulde have havt Kundskab om sin Uberettigelse til det Stykke Mark, han opryddede. Jeg antager vistnok, at L.'s 3-12-2, der siger: " Sigter Kongens Foged nogen at have taget noget fra Kongens Alminding, og der bevises, at det er tredive Aar siden det er skilt fra Alminding, da være den, som det haver, for denne Sag angerløs ", maa anvendes i Forbindelse med Lovens almindelige Forskrift om Hævd i 5-5-3 paa den Maade, at Hensynet til Erhververens eller tidligere Besiddelse gode eller onde Tro maa komme i Betragtning ligesaavel, hvor der tales om Hævd paa Almindingsstrækninger, som hvor der er Tale om Hævd paa Andet. Men jeg tror derhos, at det i Forhold som det heromhandlede, - Forhold nemlig, der omfattes af L.'s 3-12-2, - ikke kan være nok til at omstøde Hævden, at Strækningen faktisk tidligere har tilhørt Almindingen, og at man ikke af dette Faktum i og for sig er berettiget til at drage den Slutning, at Tilegneren maa have været i ond Tro. Opfattet paa denne Maade, vilde nemlig efter min Mening L.'s 3-12-2 egentlig ganske blive undergravet eller ingen væsentlig Betydning faa. Jeg tror, at det er tilstrækkeligt for Erhververen, forat han skal kunne nyde godt af Hvævd, at det ikke bevises om ham, at han maa have havt Bevidsthed omsin Uberettigelse eller om at han udøvede en Retskrænkelse ved at tilegne sig den omhandlede Del af Almindingen. At Ole Pedersen i denne Forstand har været i ond Tro, at han nemlig med Bevidsthed om sin Uberettigelse og med Bevidsthed om, at han udøvede en Retskrænkelse, har indlagt Strækningen fra Almindingen, kan efter min Mening paa ingen Maade statueres. Efter den Retsnydelse, han og hans Eftermænd som de, der have udøvet Besiddelse i Hævdstid, maa have, maa det i mine Tanker allerede komme Vedkommende til Gode, at det ikke kan bestrides at være en Mulighed, at Ole Pedersen paa en eller anden Maade kan have havt eller faaet nogen Hjemmel paa det, som han lagde ind fra Almindingen. Jeg vil ikke sige, at Sagens Oplysninger egentlig give nogen Sandsynlighed for, at saa har været Tilfældet, - Sagen staar i saa Henseende aldeles uoplyst, - men en Mulighed kan det dog være, at han af en eller anden Autoriteteller Person, som han kan have troet var berettiget til at meddele saadan Tilladelse, kan have faaet Tilsagn om, at Intet var iveien for at lægge Strækningen ind fra Almindingen. Og selv om man ser bort fra dette og antager, at Ole Pedersen ganske paa egen Haand har lagt Strækningen ind fra Almindingen, saa, hvis han har gjort dette ifølge en Tro, som ikke allene var hans personlige, men virkelig en mere almindelig Opfatning, om jeg saa maa sige, en Bygdeopfatning om, at Saadant var tilladt, da kan jeg for min Del ikke finde, at han kan antages at have været in mala fide eller paa Grund af error juris skal bedømmes som den, der er in mala fide. I denne Henseende skal jeg fremhæve,at der i Underretsdommens Præmisser af Meddomsmændene er udtalt Følgende: " at det " - saavidt Meddomsmændene bekjendt - " var en blandt Almuesmændene ikke sjelden antagen Mening, at det var tilladt for enhver Bygdemand at rydde og bosætte sig i Almindingen ". Altsaa, den af Indstevnte paaberaabte Omstændighed, der er Hjørnestenen for Indstevntes Procedure, den Omstændighed nemlig, at Strækningen er indlagt fra Alminding, kan i mine Tanker ikke være tilstrækkelig til at begrunde, at Hævd skulde være udelukket paa Grund af mala fides hos Erhververen, og ikke heller antager jeg, at det i Mødet 14 Novbr. 1834 Passerede er tilstrækkeligt til at bevise mala fides superveniens [ond tro i ervervelsesøyeblikket] hos Ole Pedersen. Jeg har allerede nævnt, i hvilken Anledning dette Møde efter Dokumenternes Udvisende blev holdt, nemlig i Anledning af Nordheredsmarkens Almindings Regnskaber. Det i Møbet Vedtagne er, som Dokumenterne vise, besluttet af 11 Personer. At Ole Pedersen har været blandt disse, er ikke paastaaet; at han har været tilkaldt til Mødet, er ikke oplyst; heller ikke er Noget oplyst om, at han er bleven særlig meddelt det i Mødet Besluttede, og i ethvert Tilfælde, selv om det paa en eller anden Maade senere maatte være bragt til hans Kundskab, at en Beslutning af Indhold som anført er bleven fattet, indser jeg ikke at dette egentlig kunde være nok tilat bevise, at han da maatte have faaet Overbevisning om, at hans fortsatte Besiddelse af det indlagte Stykke af Almindingen var uberettiget og var en Retskrænkelse. Det i Mødet Passerede anser jeg derfor som ganske ligegyldigt oguden Indflydelse paa Sagen. Indstevnte har yderligere paaberaabt, hvad der hænger sammen med hans ovennævnte Anførsel, at Ole Pedersen kun skulde have besiddet det af ham indlagte Stykke precario. Indstevnte paaberaaber særlig i saa Henseende, at nogle af Hovedvidnerne, som selv i sin Tid have været Medlemmer af Almindingsbestyrelsen, have provet, at de synes at erindre, at der ikke er blevet afkrævet Ole Pedersen Afgift af Pladsen, fordi man havde Medlidenhed med ham som en fattig Mand, der tilmed var blind. Men det følger af, hvad jeg har nævnt, at jeg herpaa ingen Vægt kan lægge. Der er Intetsomhelst, som viser, at nogen Meddelelse i denne Retning er gjort Ole Pedersen af Almindingsbestyrelsen, eller at Ole Pedersen selv har havt nogen Bevidsthed om, at han besad den Del af Almindingen, han havde tilegnet sig, allene fordi man af Barmhertighedshensyn lod ham beholde den. Jeg kommer altsaa efter det af mig Udviklede til det Resultat, at Sagens Omstændigheder ikke frembyde nogen tilstrækkelig Grund, hvorfor Lovbogens 3-12-2 ikke skulde komme til Anvendelse, og hermed er efter min Mening Prossens Udfald givet. Jeg kommer altsaa tilsamme Resultat som Underretten, hvis Dom jeg antager kan stadfæstes, derunder indbefattet dens Bestemmelse om, at Procesomkostningerne for Underrettern ophæves, ligesom jeg ogsaa antager, at Sagens Beskaffenhed giver Grund til atophæve Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret. De befalede Sagførere, der forsvarlig have udført Sagen, ville blive at tillægge Salarer, der udredes af Statskassen, og hvad Størrelsen angaar, har jeg Intet at bemærke ved det af Overretten fastsatte Salar for den befalede Sagfører derstedes; Salaret for den befalede Sagfører i Høiesteret antager jeg passende bestemmes til 40 Spd.

Jeg konkluderer saaledes:

      Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves. De befalede Sagførere ved disse Retter, Overretssagfører H. A. Juell og Advokat Heyerdahl, tilægges i Salarier respektive 20 - tyve - Spd. og 40 - firti - Spd., der udredes af Statskassen.
      Assessor Blich: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
      Assessorerne Saxlund, Hallager, A. Thomle og Hansteen samt Justitiarius Meldahl: Ligesaa.
      Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.