Menu
- Home
- Search▼
- List▼
- Add▼
- My Relate▼
- Admin▼
ViewsWatchersBrowse |
Family tree▼ (edit)
m. 1 Oct 1836
Facts and Events
Mere information:
En dag stod der pludselig en makrelstime ind under land. Niels Tvillings far, Jens Chr. Tvilling, var på havet, og så måtte Niels sammen med jævnaldrene børn tage affære, for fangsten var for kostbar til bare at lade gå, og vente til de voksne fiskere kom hjem, turde man ikke. Niels Tvilling fik hurtigt organiseret et hold drenge, og de fik fremskaffet et vod, som de roede ud med. Nu skete der det uheldige, at på grund af den store mængde fisk, revnede voddet, da man drog det mod land. Niels Tvilling roede lynhurtigt i land og løb alt hvad an kunne over til Lars Andreasen i Kræmmerhuset, for om muligt at låne et nyt vod. På turen derover, opdagede han, at han under arbejdet havde fået et hul over knæet på det ene bukseben, og for at skjule det, bandt han sit halstørklæde om knæet. Niels kunne godt låne et vod hos Lars Andreasen, men denne opdagede og snart tørklædet og spurgte drengen, hvorfor han havde anbragt det der. Niels, der var flov over situationen, gik udenom sandheden og svarede, at han var faldet og havde slået sit knæ. Else Andreasen kom nu til og sagde, at han når han kom hjem, endelig måtte vaske såret rent, så der ikke skulle gå betændelse i det. – Jo, det skulle Niels da nok, - Men så brast det pludselig ud af ham, at det ikke var sandt, hvad han havde fortalt; han havde kun bundet halstørklædet om, fordi der var hul på buksebenet. Da klappede Lars Andreasen drengen på kinden, og sagde, at det glædede ham meget, at han ikke var i stand til at lyve uden at få samvittighedsnag og opmuntrede i øvrigt drengen til at være sandhedskærlig, for da skulle det nok gå ham vel her i livet. Niels Tvilling løb nu tilbage til de andre med vodet, og reddede resterne af makrelstimen i land.
Niels Tvilling og hans kone Elsine Niels Tvilling blev gift med Elsine, født Hansdatter (født 22. marts 1850 og død 13. april 1926). Hun stammede fra Nørtved. De var begge meget slagfærdige; det lå i slægten. Signes søstersøn var fiskehandler. Han kom engang ind til præsten, for at handle, men præsten mente, det var billigere at købe fisken hos fiskeren, det blev for dyrt med disse mellemhandlere. Og det var fiskehandleren jo egentlig enig med præsten i. Der er jo nu f.eks. Guds ord, sagde han, det var jo også billigere at få det direkte fra Vorherre end gennem præsten! Præsten fandt det klogest at give den mundrappe fiskehandler en lille handel. Signe havde det på samme måde: ”tvivl ikke, når vi ser halen af ræven, ved vi, at kroppen er indenfor”, sagde hun gerne, når en eller anden var ”lurvoren”. I de sidste år af hendes levetid, var hun byens ”Mutter”. Det var en ærestitel man havde i Strandby dengang, endnu kan mange mindes ”Mutters Kusk”, ”Mutter Tvilling” og senere ”Mutter Axelsen”. ”Mutter Tvilling” var dygtig både som sygeplejerske og fødselshjælperske. Der blev sendt bud efter hende før jordmoderen og lægen. Og når de kom, var alt lagt tilrette, som ønskeligt kunne være. Hun var altid rede til at stå mennesker bi med råd og dåd, når der gik bud til hende. Sådan opofrede hun sig til hun var godt oppe i halvfjerdserne. Hun var resolut og lod sig vanskeligt bringe ud af ligevægt. Hun kunne være noget skrap. Niels Tvilling sagde om hende, at hun brugte mere loven end evangeliet (når børnene f.eks. skulle afstraffes). Han derimod tog altid tingene med det gode; men blev han en enkelt gang vred, så var der ingen, der havde noget at skulle have sagt. I sin ungdom og manddom, var han fører af flokken. Han var Strandbys ukronede konge. Hans stærke og slægtsfølelse omfattede efterhånden hele byens befolkning. Deres ve og vel lå ham på sinde og denne følelse uddybedes mere og mere, som årene gik, så han til slut ofrede helbredet på det. Han var en førerskikkelse, man måtte respektere: Høj, robust i besiddelse af kæmpekræfter som få. Man har sagt, at han kunne tage en mand på almindelig størrelse, der sad på en stol og løfte både stolen og mand i én hånd op på et bord. Niels Tvilling fik, som omtalt et andet sted i bogen her, ført metodismen til Strandby. De gamle fiskere var nogle barske og hårde fyre på det tidspunkt. Brændevinen var billig og det var det eneste middel, man havde mod kulde og blæst på havet. Adgangen til den billige brændevin, førte naturligt ulykkelige forhold med sig for nogle familier. Niels Tvilling der var en fremsynet mand, kunne nok se, hvor det bar hen med flere og flere af de stoute fiskerfamilier. Han besluttede sig til at hente hjælp i troen på Gud, bl.a. er her en lille episode om ægteparret Tvilling, inden de blev metodister: En aften de fulgtes ad til dans i de såkaldte legestuer, kom de forbi Maren Katrines hus. Maren Katrine, der var baptist, var en alvorlig troende kristen, agtet af alle i Strandby og omegn. Hun stod i døren, da Elsine og Niels gik forbi og de hilste på hinanden. – ”Hvor skal i to hen?” spurgte Maren Katrine. – ”Vi skal til dans” sagde de. – ”Lad hellere være med det; det er ikke noget for jer” svarede Maren Katrine, kærligt overtalende. – ”Ja, hvad kan det vel gøre”, mente Elsine og gik videre med sin mand. Da de var gået, gik Maren Katrine ind og bad for dem begge. Og så skete det, at Niels Tvilling og Elsine ikke rigtig kunne komme i stemning denne aften; de morede sig slet ikke. Pludselig gik Elsine hen til Niels og sagde alvorligt: ”Skal vi ikke hellere gå hjem; dette her er alligevel ikke noget for os”. – Og Niels gav hende ret og de gik straks hjem. Maren Katrine havde ikke bedt forgæves! Metodismen arbejde i Strandby, kom under Elsine og Niels Tvillings ledelse snart ind under faste former med regelmæssige møder i Niels Tvillings hjem. Dog kunne Niels Tvillings far, der i starten ikke var metodist, finde på at drille de fremmødte i hjemmet. Det foregik som regel ved, at han gik ud og ind af dørene og smækkede dem med et ordentligt brag hver gang! Jens Chr. Tvilling blev dog senere metodist, til sønnens glæde. Da Jens Chr. Tvilling blev gammel, lå han sig i seng i 8 år, hvilket var meget naturligt for ældre folk på det tidspunkt. Helbredsmæssigt var der ikke noget i vejen med ham, men det var blot en ældgammel skik han fulgte. Da sønnen Niels Tvilling kunne indvi sit livsværk, Strandbys første havn, kørte han faderen til havnen på en trillebør, med seng og det hele, for at han kunne beskue hans værk med egne øjne. Niels Tvilling havde et overfølsomt sind. Var det storm og sønnerne var på havet, kunne han ængste sig overmåde; blev det stærk torden og uvejr, medens fiskerne f.eks. lå ved Læse, rejste Niels Tvilling sig og gik rundt til de forskellige hjem og sagde, at de skulle være vågne, for nu trak vejret snart over. Og når først Niels Tvilling havde været der og sagt nogle beroligende ord, var man straks mere trygge. Niels Tvilling var altid fuld af spøg og kommers. Engang spurgte en ung pige ham ved en lejlighed, mens han lå syg: - ”Har du virkelig aldrig været i teater?”. – ”Næ”, svarede han,” a haar jo hadt mutter, saa a haar hadt teater nok i min tid!”. Det kunne siges om ham, som det blev sagt om en anden god mand: Han var en klog mand, hurtig i tanken og lå lun og morsom i replikken. Den 18. april 1920 kunne ægteparret have fejret deres guldbryllup. Man havde så småt begyndt at tale derom i byen og glæde sig dertil. Her var jo en lejlighed, hvor man kunne vise dem, hvor afholdte de var. Men Niels Tvilling var et år i forvejen begyndt at skrante og til sidst måtte han gå til sengs. Sliddet med de store sten på havnen, hvor han tit og ofte vadede i vandet til midt op på livet og tit tog for tunge tag, havde påført ham svære sygdomme i underlivet. Under sin sygdom, fik han ofte besøg af sine venner og var glad for at tale med dem; han ville gerne følge med i, hvad der foregik. Ved hans sygeseng var der en, der sagde til ham, lidt spøgefuldt, at han da ikke kunne ligge her så nært forestående hans guldbryllup var, han måtte se at blive rask, inden festen skulle være. Niels Tvilling så på manden med sine milde øjne og sagde: ”Nej, jeg føler bedst, hvordan det er. Jeg oplever ikke dette guldbryllup; men jeg tænker ofte på, hvad der står i sangen: Højt over bjergtoppe brylluppet evigt fejres skal og dér glæder jeg mig til at være med” og så løb tårerne, dem han havde så let til, over de furede kinder. Et par dage før han døde, udtalte han til fiskeeksportør Rasmus Clausen, som tit besøgte ham: ”Ja, vi ses nok ikke mere hernede; men så mødes vi hos Gud og når jeg nu står foran dødens port, så kan det ikke nytte jeg siger, at jeg er metodist, for derved kommer jeg ikke i himlen. Det, det kommer an på er, at være en sand og ydmyg kristen, som kun klynger sig til Guds nåde”. Han var rede til at gå herfra og han frygtede ikke døden. Den 27. april 1919 døde han, samme dag som hans mor døde mange år i forvejen. Hans begravelse fandt sted fra Elling kirke. Ved denne lejlighed sås et ligfølge som aldrig før i Elling sogn. Kirken kunne slet ikke rumme alle, der ville med, så folk stod langt ud på kirkegården, hele Strandby og omegn fulgte deres gamle fører til graven. Hans menighedsforstander, pastor P. Rasmussen, Frederikshavn talte ved begravelsen, samt sognepræst Westergaard, Elling, som udtalte, at Niels Tvilling altid havde været rede til at kæmpe for det, han troede var ret og sandt, og selv om han ikke hørte sognemenigheden til, havde han altid sat stor pris på ham. Præsten udtalte endvidere, at efter han havde været i Amerika, og dér var kommet metodisterne på nærmere hold, havde han lært at forstå Niels Tvillings indstilling. I metodistkirkens ugeblad ”Kristelig Talsmand” skrev man følgende om Niels Tvilling: ”Niels Tvilling var ubestridt Strandbys største mand. Han var det lille fiskerlejes ukronede konge. Han var føreren både på det materielle og åndelige område. Niels Tvilling har med egne hænder og til stor gavn for efterslægten, påbegyndt bygningen af Strandby havn. Han var en såre god og interesseret mand, der elskede folket og gerne gjorde noget for andre; han gik selv i spidsen, hvor han så, vejen burde gå.” Elsine Tvilling døde seks år senere, i 1925, men familien der bestod af tre sønner og fem døtre, har stadig mange efterkommere blandt Strandbys nuværende befolkning. Kilde: "Det gamle Strandby" af Steen A. Larsen References
|
||||||||||
