Person:Morten Corfitzen (1)

"Da saaledes en Mand ved Navn Morten Korfits for omtrent 100 Aar siden havde myrdet Læreren og dennes Søster i Flade ved Frederikshavn og Morderen var dømt og skulde henrettes paa en Bakke sønden for Ø. Flade By, bleve Natmændene Niels Nielsen Vindepind i Lendum og Jens Hansen i Taars tilsagte til at gøre Tjeneste som Rakkere, idet de, efterat Exekutionen var fuldbyrdet, maatte tage Legemet og lægge det paa et Hjul, gennem hvis Nav var stukket en Stang, hvorpaa de anbragte Morderens Hoved. Det nyttede ikke, at de tvende Natmænd ved denne Lejlighed søgte at undslaa sig for at yde den forlangte Assistance, beraabende sig paa, at de jo nu vare gjorte til »ærlige Folk«, formodentlig med Henblik paa Frd. 21/3 1685; Herredsfogeden befalede dem at gøre deres Pligt, antagelig fordi han vidste, at de ikke indskrænkede sig til et enkelt Natmandsarbejde".

EN GAMMEL BEDRØVELIG VISE.
Meddelt af N. P. PETERSEN.
Med en historisk Indledning af C. KLITGAARD.

Natten mellem Søndag og Mandag - 10. og 11. Decbr. - 1797 blev Skoleholderen, den 60 aarige Jens Nielsen Dam i Flade ved Frederikshavn samt hans ca. 70aarige Søster Birte myrdede; da Skolebørnene kom Mandag Morgen, stod alle Dørene i Skolehuset aabne, og de to Beboere laa døde paa Gulvet med en Økse imellem sig, med hvilken Mordet var sket. Gerningsmanden blev hurtigt opdaget og bragt i Lænker til Hjøring Arrest; det var en for Tyveri tidligere mistænkt Mand ved Navn Morten Korfitsen, der havde begaaet Mordet for at stjæle Skoleholderens Penge (Jydske Efterretninger 101 og 103, 1797). Morderen havde brudt en klinet Væg ned og var saa kommen ind i Køkkenet, sandsynligvis havde de to Søskende hørt hans Rumsteren, thi begge Ligene laa ogsaa i Køkkenet, Skoleholderens i bar Skjorte og med en Træsko paa mod Døren ud til Gangen, og Søsterens ganske nøgent, naar undtages en lille Hue, henne ved Sovekammerdøren. Med Hensyn til Opdagelse af Morderen gik det saaledes til: Straks da Mordet var blevet bekendt, gik der Bud til Rosborg paa Knivholt, der kom tilstede og forseglede Husets Døre, ligesom han satte Vagt ved Stedet Dag og Nat. I Sneen saas Spor af to Mennesker, og da der i det ene Spor fandtes Mærker af blodige Træsko, fulgte man det vest paa henimod Kvissel Aa, hvor det tabte sig. Nogle Nætter før Mordet blev begaaet, havde Proprietær Rosborgs Røgter drømt, at Skoleholder Dam var blevet ihjelslaaet af Morten Korfitsen, hvilket han dog ikke før havde villet tale om; men nu kom han frem med Drømmen, og da nævnte Morten den 9. December havde købt en Hest, som han da ikke kunde betale, men som den 11. var bleven betalt af hans Svoger, Niels Rør i Nygaard i Tolne, og da Blodsporet i Sneen netop pegede denne Vej, gav Rosborg Meddelelse herom til Sognefoged Svend Riberholt, som om Aftenen den 12. December anholdt Morten Korfitsen ved Nygaard og sendte Bud til Rosborg herom. Denne underrettede saa Herredsfogden i Horns og Vennebjerg Herreder, Michael Brandt i Hjøring, og tog selv den 13. December om Morgenen sammen med Pastor Wanting fra Flade ud til Nygaard, hvor det lykkedes dem at faa Morten til at tilstaa, og han blev saa af Herredsfogden ført til Arresten i Hjøring. Omtrent samtidig lykkedes det Rosborg at fange en berygtet Forbryder, Lars Pedersen af Bangsbostrand, der tilligemed sine to Brødre ofte havde foruroliget Egnen med Indbrud og Tyveri, og som nu var deserteret fra et Orlogsskib i Christianssand. Han var flere Gange flygtet fra Arresten i Hjøring, saa det var ogsaa en god Fangst, da Rosborgs to Karle greb ham paa en Hede. (Jydske Efterretninger 3, 1798). Men Glæden var kun kort; den 2. Marts 1798 efterlyser Byfoged Brandt atter denne Forbryder, som paany var brudt ud af Arresten ("Jydske Efterretninger" 20, 1799). Friheden blev dog ikke af lang Varighed, for allerede 4. Marts blev han paagrebet i Flade Præstegaards Skov og atter af Sognefogden i Flade ført til Hjøring; men Pastor Wanting indsendte et Brev til Byfoged Brandt, hvilket han samtidig lod indrykke i "Jydske Efterretninger" Nr. 22, 1798, og dettes Indhold viser, at Arrestforholdene i Hjoring var ret idylliske for Fangerne. Lars Pedersen havde nemlig overfor Præsten og 5 andre Personer udtalt, at han ikke var brudt ud af Arresten, men at han var uden Jern og Lukke, og at hans Vindue stod aabent, saa han kunde gaa ud den Vej. Efter at han havde været arresteret 14 Dage til 3 Uger, havde Arrestforvareren - Stephan Madsen - i 10 Dage i Træk ladet hans Vindue staa aabent og havde givet ham Nøgler, saa han selv kunde spænde sine Lænker paa og af, ligesom han Timer i Træk havde ladet ham gaa rundt paa Gangen og i Tingstuen og ladet ham gaa ind til en kvindelig Arrestant. Ogsaa Morten Korfitsen havde adskillige Gange gaaet ude paa Gangen, og Stephan Skulle havde sagt til Morten, at han gerne maatte have været fri for Jern hvis ikke ”Hattemageren” der sad arresteret sammen med Morten, sigtet for at have foraarsaget Ildebrande i Hjøring, havde været der; men ham turde han ikke lade være uden Jern. Kun den yderste Dør holdt Arrestforvareren lukket; men den kunde let stødes op, ja, blæse op. Endelig havde Arrestforvareren købt en Kniv for 14 Skilling til Lars Pedersen. Denne Skrivelses Offentliggørelse bragte Byfogden i Harnisk, saa meget mere som Pastor Wanting i sine Slutnings bemærkninger udtaler Haabet om, at Øvrigheden i Hjøring ikke af Magelighedshensyn lader Fangerne løbe, og i Bladets Nr. 25 lindes under Mærket "Nabogodoneser" et Udfald mod Wanting, medens i Nr. 27 Byfoged Brandt fremkommer med et bidsk Indlæg, der slutter med følgende Strofer:
”Nei - selv den Wanting - Bussemanden
jeg mener: Utings Fader - Fanden,
I den Format man gav os ham,
Til Skræk for Arvesyndens Lam -
Ei skade kan min Embedsære,
Hvor skadefroe han end skal være!
jeg altsaa roligt sove kan,
Skiønt Wanting er min Avindsmand!!".
Saa optræder i Nr. 31 en unævnt Person - vist ikke Pastor Wanting - der korrekser Byfogden roligt og værdigt og slutter med Spørgsmaalet, om det er en Mand eller Kvinde, der passer Arrestanterne i Hjøring, og atter kommer Byfogden paa Arenaen med et komisk Indlæg: ”Til tienstlig Gensvar paa den meget viise Mands (?) meget vittige Spørgsmaal (?) i hans Visdoms Bagdel, i disse Efterretninger Nr. 31, 3. Side, første Spalte, bør jeg melde: At Fangevogteren her paa Stedet bærer synlige Bukser - lever i Egteskab med en Person i Skiørter, og lader sig kalde Fader til nogle voksne Børn". Videre hedder det i Indlæget :
Jeg synger glad: jer Roes - Patroner (?)
Min Hæder ingenlunde kroner!
Jer Dadel agtes mere værd
For den, der søger Ærens Færd.
(Jydske Efterretninger 35, 179B).
Striden gav iøvrigt Anledning til en hel versificeret Polemik, som vi dog skal lade ligge, og kun tilføje, at Skiftesamling efter Skoleholderen og hans Søster - de havde ikke Livsarvinger - blev afholdt i Hjøring 4. Juni - 16. Juli 1798. Saavel ved Herredstinget som ved Landstinget blev Morten Korfitsen dømt til at have Livet forbrudt og at lægges paa Stejle og Hjul etc.; denne Dom stadfæstede Højesteret 19. Marts 1799, og efter at den var approberet af Kongen, blev Morten ført fra Hjøring til Flade, hvor han blev henrettet. Forinden Dommen blev stadfæstet af Kongen, synes Morderen at have nedskrevet den følgende Afskedsvise, thi han udtaler haabet om, at Kongen vil formilde Dommen, men dette skete altsaa ikke. Visen er afskrevet 1861 af Lars Peter Andersen fra Lyngsaa, men der er vist enkelte Afskrivningsfejl i den. Samme Aar, som denne Begivenhed fandt Sted, blev der begaaet endnu et Mord paa ”en Kirkens Mand" her i Landsdelen, idet Degnen Niels Torum i Hellevad blev dræbt af en Rovmorder.

O Gud, hvor er ieg bange,
naar ieg mig tænker om,
leg grulig syndig Fange,
som i Arrest nu kom.
For Mord ieg ha, begangen
og slaget Folk ihiel
og stiaalet deres Penge,
ieg arme syndig Træl.

En af Guds Kirkes Tjener
en Skoleholder der;
hans Søster med tillige
af mig hielslagen er.
Igiennem Husets V ægge
ieg til dem brækker ind;
at myrde og at stiæle
dertil staar alt mit Sind.

Om Naltens mørke Tider,
ieg til dem brækker ind;
at myrde og at stiæle
dertil staar alt mit Sind.
Et Diævlemod ieg havde,
da ieg forbistret stod.
leg dennem nedertraadte
i deres eget Blod.

Ulykke at bedrive
derpaa ieg tænker fast.
En Øxe var tilrede,
den greb ieg til i Hast.
Ieg dermed dennem dræbte,
saa de faldt død til Iord.
Med begge mine Fødder
i deres Blod ieg staar.

Nu er jeg bleven Morder,
det ieg staar til for sandt.
Nu ledte ieg om Penge,
ieg dennem ogsaa fandt.
Ieg hans Skab oplukker,
og det var med en Fart;
med penge fyldte Lommer
og derfor gik ieg snart.

Skiønt ingen var tilstede,
da ieg bedrev det Mord,
man mig dog snart mistænkte,
at ieg det havde giort;
thi Skyggen stedse følger
sit Legem, hvor det gaar.
Saa vil min syndig Gierning
bestandig for mig staae.

Strax derpaa blev ieg tilsagt
man gav mig ei Pardon;
man monne sig bemægte
paa Stedet min Person;
man lod mig transportere
til Hjøring under Vagt;
der blev ieg arresteret
af Øvrighedens Magt.

Ad Hiørings brede Gader,
man kiørte hurtig frem;
for Raadhuset de holdte,
der skulde ieg hav' mit Hiem.
Forvareren var tilstede,
strax mig an imod,
med Bolter og med Lænker
belagdes Haand og Fod.

Et stærkt indrettet Kammer
man bragte mig udi,
som giemmer andre Fanger,
der skal ieg lægges i.
Den Vægter Stephan Madsen
mig nøie passer paa,
at ieg ei ud skal løbe
og fra Arresten gaae.

De til Forhør mig bragte
for Guds og Kongens Ret.
Min Synd ieg ei benægted,
men den bekiendte slet.
Amtmanden selv beskikker
til Procurator den,
som skal min Sag forfølge
og den opløse (læse?) her.

Hr. Giertner er den Actor,
som ieg skal tale til.
Hr. Aagaard er Forpart,
som mig forsvare vil.
Hr. Byfoged Brandt er Dommer
- [Linie mangler) -
før Sagen videre kommer
til høiere Commission.

Hvad ieg end saa skal lide,
det ved ei nogen Mand.
Ieg har fortient det strengest,
som Loven fælde kan.
Maaske ieg skal radbrækkes,
min Lemmer knuses smaae.
Maaske min Hals skal rækkes,
den Straf ieg vistnok faaer.

Maaske at fire Steiler
skal klædes med min Krop.
Mit Hoved, Haand med Neile
paa Stagen sættes op.
Maaske at gloend Tænger
skal knibe paa min Krop,
at svie ind og trænge
for Synden ieg har giort.

Ieg glædes ved min Konge
en naadig Dommer er.
Han vist min Dom forsoner,
naar han den consenterer (?);
thi han den milde Herre
er naadig mod enhver;
med Skaansel han regierer
hver Undersaat især.

Gud hannem derfor glæde
i denne Verden her
og lad ham siden svæve
blandt dine Engles Hær.
Løn hannem her i Naade,
o fromme milde Gud,
naar han engang skal træde
af denne Verden ud.

Nu da Farvel min Moder,
farvel min Moder sød.
I Synd du mig undfange
og har til Verden fød.
Ieg haver dig bedrøvet
som en ulydig Søn,
den Glæde dig berøvet
som er Forældres Løn.

Farvel min Moster kiære
som Omsorg for mig bar.
Tak for du mig opfostret
i Huset hos dig var,
Du som en kiærlig Moster
hialp mig til Huus og Hiem,
men ieg spilt bankerotte
var liderlig og slem.

Farvel min Ægtemage,
farvel min Hustru kiær.
Ja, du maa nok beklage,
at du mig ægtet har.
Du for mig haver fældet
saa mangen modig Taar.
Beed Gud min Synd forlade
for Jesu blodig Saar.

For Guds Skyld mig tilgive,
hvad ieg mod dig har giort,
at vi maae Venner blive
førend ieg tages bort.
Du maa mig ikke hade,
men glemme syndig Skarn.
Beed Gud min Siæl udrede
af Syndens Snaregarn.

Ieg vrier mine Hænder
og siger dig Farvel.
Du som kom fra min Lænker,
Gud bedre selv din Siæl.
I dine Ungdomstider,
du lille søde Noer
i Tide at bestride
de Ting, som forestaar.

Man skal ei Kiddet tage
udi fra Moders Mælk;
saa Herren fordum talet
til sit Folk Israel.
Den samme Gud vil være

(dit?) Borg og faste Slot,
at det skal ei fortæres
af onde Tungers Spot.

Farvel, du som tilbage
endnu i Fængslet er.
Ia, du maa nok beklage,
at du forhærdet er.
Du dermed en Frietænker, (?)
din Synd benægtet har,
endskiøndt man nu vil tænke,
du Gierningsmanden var.

Har du, som man formoder,
begaaet den Gierning slem
ved Ilden at opbrænde
saa mangt et Huus og Hiem;
hvem ved vel, om du nu slipper
herfra fra verdslig Dom.
Straf kan hisset ei glippe,
den gaar ei uden om.

Blev du forhøret haarder,
og kom hver Skruer ned
paa Fingeren vriet vorde
stod du som en Kujon;
men vores milde Love
tilsteder ei slig Tvang;
man her med Ret skal have
sin Fied og ievne Gang.

Enhver ieg har fornærmet
med Gierning eller Ord
forlader og tilgiver,
hvad ieg mod ier har giort.
Enhver, som var min Fjende,
ieg haver vil forladt.
Gud os til Himlen sende,
der faar vi Glæden fat.

Enhver, ieg her dog skuer
paa Retterpladsen staae,
til Gud alvorlig raaber,
at ieg maa Naade faae,
at Siælen sig maa svinge
til Gud, som hende gav;
naar Retterøxen klinger,
mit Hoved hugges af.

Farvel al Verdens Skare,
hver kristen Qvind og Mand,
ieg nu fra Verden farer
op til min Gud forsand.
Ieg med min Tornekrone
min Frelser taer i Favn.
Farvel, Farvel tilhobe
Farvel i Jesu Navn!